Ideerne flød frit, da de Regionale Mesterskaber i Entreprenørskab 2022 løb af stablen

Sidste uge afholdt Start Up Programme De Regionale Mesterskaber i Entreprenørskab 2022. Det var nogle festlige og inspirerende dage, som bød på højspændt og livlig energi, da de studerende dystede i opfindsomhed, markedsforståelse og mod. Til sammen deltog 46 teams fra ni forskellige institutioner, og i år blev der også introduceret et helt nyt spor – Grow Up – til de mere modne ideer.

 

Det jyske mesterskab

Om onsdagen blev det første mesterskab for de jyske institutioner afholdt på Randers FC’s stadion i samarbejde med Erhverv Randers og Randers Kommune. Det betød, at der var kig ned til en grøn fodboldbane fra alle rum og mulighed for at sætte sig ud på tilskuerpladserne og nyde solen i pauserne.

Til åbningen var Rasmus Bertelsen, Randers FC’s assistenttræner, meget passende – beliggenheden af mesterskaberne taget i betragtning - blevet inviteret til at give en motiverende peptalk inden, de studerende skulle pitche. Rasmus Bertelsen sammenlignede fodboldspilleres kampdag med det, de studerende skulle i løbet af dagen, nemlig ud at præstere: ”Det handler om at finde den rigtige balance mellem nervøsitet, adrenalin og ro, når man skal yde sit 100 %”, fortalte Bertelsen.

 

Så gik det ellers for sig med intet mindre end 28 forskellige pitche af 4 min i to forskellige sale. Herefter blev der serveret smørrebrød, salater og lune frikadeller i Thor Lounge, inden eftermiddagen bød på individuelle dommersamtaler, hvor dommerne kunne spørge ind ideerne og rådgive de studerende. I mellemtiden var der arrangeret netværksbingo, som gav de studerende mulighed for at komme i kontakt med andre teams fra andre institutioner, og Iværksætterdanmark holdt et oplæg om de mange muligheder og gratis kurser, de tilbyder for nye startups. Der var også besøg af kategorivinder i LifeTech fra Danmarksmesterskabet 2020, CEDI Alert, som fortalte om deres iværksætterrejse, hvordan de var gået fra studerende til nu at være fuldtid og med løn i deres eget firma - og hvilken personlig udvikling, de har været igennem.

 

Det blev teamet LEATHERE fra EAAA og deres idé, om at lave bæredygtigt læder af mangoskræl og samtidig gøre noget ved arbejdsløsheden i Colombia, som først blev annonceret som kategorivinder af Social Entrepreneurship og efterfølgende også løb med den samlede sejr. Teamet består af hele fem forskellige nationaliteter (Slovakiet, Columbia, Venezuela, Spanien og Vietnam), og ideen er inspireret af, at de to sydamerikanske teammedlemmer fra barnsben har været vidne til, hvordan tusindvis af tons af mangoer hvert år går til spilde og rådner op. Samtidig er arbejdsløsheden tårnhøj, og teamet satte sig derfor for at udvikle en idé, der kunne forbinde og sammenkoble disse to forhold til noget, som kunne gøre en positiv forskel i Columbia.

 

Så gjaldt det Østdanmark

Efter en hviledag blev det fredag tid til de regionale mesterskaber for de fynske og sjællandske institutioner i København. Det blev afholdt på Københavns Professionshøjskole store campus på Sigurdsgade. SIMAC kom med en hel busfuld fra Svendborg, men der var også teams fra Zealand, KP, KEA, cphbusiness og et kombo-team med Aarhus Erhvervsakademi. Ideerne spændte vidt fra eksklusive champagnesabler til sociale biografoplevelser, klovnekonsulent-virksomhed, solcellepaneler lavet af plastik og en ny type hævesænke-senge til dårligt gående.

 

I København havde vi også besøg af Iværksætterdanmark og et medlem af et tidligere vinderteam af GreenTech-kategorien til Danmarksmesterskabet, Ideel Coffee. Han fortalte både om, hvordan de slet ikke havde forestillet sig, at deres ide skulle og kunne blive til en reel virksomhed med omsætning, og om den snoede vej derhen, som mange gange havde taget uventede drejninger – og stadig gjorde det.

Regionsmesteren for Østdanmark blev en skibsførerstuderende fra SIMAC, hvis idé har til formål at sikre sikkerheden ombord på tankskibe via et magnetisk lommelygtesystem inspireret af Hans og Grethes brødkrummemetode. Den studerende fik ideen, da han i forbindelsen med uddannelsen var kadet på en MÆRSK-tanker i sammenlagt seks måneder, hvor han oplevede en sikkerhedsbrist i måden, tankinspektionerne forløb på.

Grow Up
Som noget nyt introducerer Start Up Programme i år et nyt spor for de ideer, der er blevet udviklet før 1. august i indeværende skoleår. Sporet hedder Grow Up.

 

Som deltager i Grow Up-kategorien har de forskellige teams på samme måde som de andre deltagere skulle indsende en konceptbeskrivelse, pitche for dommerne og have en dommersamtale, men deltagerne i Grow Up-kategorien konkurrerer ikke imod de øvrige teams og kategorier. Til Danmarksmesterskabet har Grow Up-deltagerne mulighed for – foruden at vinde de 20.000 kr., som er på højkant for førstepladsen – at pitche om et Mikrolegat (såfremt de opfylder kriterierne).

 

I Randers blev det teamet Lady Rido fra VIA, som laver højhælede sko til folk med knyster, der løb med førstepladsen. Anden pladsen gik til et team fra EAAA, Social Vision, som dermed også får en billet videre. I København var det teamet Hobbysport fra Cphbusiness, som vandt og dermed kvalificerede sig til Danmarksmesterskabet. Hobbysport har lavet et online univers, hvor de sælger forskellige typer udstyr til mere nicheprægede sportsgrene såsom discgolf og rundnet og siden marts 2021 omsat for knap en halv million kr.


Klar til DM
Det har været gældende for mesterskaberne, at fokusset på det sociale og bæredygtige entreprenørskab har været markant stigende. Derudover bød de to dage på ideer med meget stor bredde: et team fra UCN, som også vandt LifeTech-kategorien i Jylland har udviklet en krave, som skal holde afdødes kæber på plads indtil dødsstivheden indtræffer for at skabe en bedre og mere æstetisk oplevelse, når pårørende skal sige farvel, et team fra SIMAC vil lave kapsler, som kan køle drikkevare ned uden brug af elektricitet, et tredje team vil lave bh’er, som tager højde for brysters forskellige størrelser og former, mens et fjerde team vil normalisere og afmystificere forskellige typer af regnbuefamiliekonstellationer.


Nu er alle 19 teams til Danmarksmesterskabet fundet:

 

Social Entrepreneurship:

-        LEATHERE (EAAA)

-        RoboE (SIMAC + EAAA)

-        NU-Modest (UCN)

 

LifeTech

-        Maxilla Air (UCN)

-        Jutlandia (UCN)

-        Helzeng (SIMAC)

-        reLIGHT (SIMAC)

-        Rainbow of Change (UCN)

 

GreenTech:

-        Remerch (EAAA)

-        PhoGlass (EAAA)

-        Beamheat (SIMAC)

 

Service Innovation:

-        Rolling Disco (EAAA)

-        Never Another (EAAA)

-        LIPO TOP (SIMAC)

-        DeskSpace (UCN)

-        IcePod (SIMAC)

 

Grow Up:

-        Social Vision (EAAA)

-        Lady Rido (VIA)

-        Hobbysport (Cphbusiness)

 

 

Stort tillykke til alle deltagere – godt kæmpet! Tak til vores dommere og sponsorer EY og Erhverv Randers!

 

Vi glæder os til DM – vil du med som gæst kan du tilmelde dig her: Skal du med til DM 2022? (ffe-ye.dk)