Studerende klar til at teste innovative ideer til Regionalt Mesterskab i Entreprenørskab 2021

Hele 39 hold af studerende tørner sammen i en dyst på opfindsomhed, handlemod og innovative ideer til de Regionale Mesterskaber i Entreprenørskab den 4. maj.

De sidste detaljer er ved at blive gjort klar og iværksætterideerne finpudset inden 39 hold af studerende fra hele landet deltager i Regionalt Mesterskab i Entreprenørskab for Start Up Programme den 4. maj. Her skal de præsentere deres ideer for frivillige dommere, som er erfarne erhvervsledere eller iværksættere. Der er fokus på bæredygtige, samfundsrelevante og værdiskabende løsninger på alle niveauer.

 

De dygtigste teams og ideer på dagen vinder en plads til Danmarksmesterskabet i Entreprenørskab for studerende den 27. maj, hvor det er muligt at komme hele vejen til Europamesterskabet. 

 

Regionalt Mesterskab afholdes online, men det har ikke afholdt de studerende fra at udtænke innovative ideer til, hvordan vi kan gøre verden bedre, nemmere eller sjovere.  

Fra en god ide til en værdiskabende løsning til samfundet 

Til Regionsmesterskabet deltager studerende fra Erhvervsakademi Aarhus, UCN, Erhvervsakademi Dania, VIA University College, SIMAC, CPH Business og UCL. Alle de studerende er med i uddannelses- og entreprenørskabsprogrammet Start Up Programme, som er for studerende på korte og mellemlange videregående uddannelser, og hvor læring og dannelse af entreprenante kompetencer hos de studerende er i fokus. 

 

De studerende dyster i fire kategorier Green Tech, Social Entrepreneurship, Life Tech og Service Innovation. De bedste hold går videre til Danmarksmesterskabet i Entreprenørskab, som afholdes den 27. maj. Derudover kåres der en samlet regional vinder, som går hjem med en præmie på 10.000 kr. sponsoreret af EY, og en 2. plads, som får på 5000 kr. sponsoreret af EY.   

 

Det er Fonden for Entreprenørskab, der arrangerer Regionsmesterskabet i Entreprenørskab i samarbejde med EY. Fonden står bag uddannelsesprogrammet Start Up Programme og Danmarksmesterskabet i Entreprenørskab.  

 

Læs mere om Regionalt Mesterskab her