Entreprenørskab i uddannelserne

EU Socialfondsprojekt står bag et nyt undervisningsmateriale om entreprenørskab. 

Her kan du downloade materiale som undervisere fra projektets partnere har udviklet og implementeret til en række nye forløb inden for entreprenørskab.

 

Fire forløb om entreprenørskab

The Art of Prototyping - idévisualisering 

Det overordnede kompetencemål i forløbet er at styrke den studerendes kompetencer inden for idégenerering, visualisering og udarbejdelse af prototyper, og derigennem skabe større bevidsthed om muligheder og begrænsninger i både udarbejdelse og evaluering af nye idéer.

Under forløbet opnår deltagerne de følgende kompetencer og viden:

 

  • Forstår, hvad prototyping (the art of prototyping) handler om
  • Har viden om forskellige metoder til at visualisere idéer
  • Har viden om forskellige metoder til evaluering af prototyper
  • Kan anvende værktøjer til at skabe prototyper

 

20 studerende fra Erhvervsakademi Aarhus’ IT uddannelser deltog i pilottesten i foråret 2018. I efterår 2018 tilbydes forløbet til alle medlemmer af Studentervæksthus GROW. Forløbet vil indgå som en fast del af de aktiviteter, der udbydes til alle studerende på Erhvervsakademi Aarhus gennem GROW.

Download studieplanen for forløbets didaktisk design her.

 

Innovators DNA

Innovators DNAs overordnede kompetencemål er opbygning af det relevante og nødvendige mindset gennem udvikling og træning af 5 specifikke kompetencer.

Gennem modulet skal de studerende opbygge og udvikle følgende kompetencer:

 

  1. Associering
    Også defineret som evnen til at forbinde tilsyneladende uafhængige spørgsmål, problemer eller ideer fra forskellige felter, også beskrevet som "Medici-effekten".

  2. Stille spørgsmål
    At stille de rigtige spørgsmål eller at sætte spørgsmålstegn ved det bestående, provokere og udfordre den almindelige, accepterede visdom/viden.

  3. Observere
    Observation eller evnen til at se og observere handlinger, adfærd og frustration og på baggrund heraf spørge ind til hvorfor og hvorfor ikke. Innovatører får unikke forretningsidéer ved at undersøge fælles fænomener, især potentielle kunders adfærd. Når de observerer andre, fungerer de som antropologer og socialforskere.

  4. Eksperimentere
    Evnen til at eksperimentere. Nyskabende iværksættere forsøger at udvikle nye ideer aktivt ved at skabe prototyper og lancere pilots for derigennem at få nye indsigter og bæredygtige forretningsideer.

  5. Netværk
    Evnen til at afsætte tid og energi til at finde og teste ideer gennem et netværk af forskellige personer giver innovatører et radikalt anderledes perspektiv.

    I efteråret 2018 eller foråret 2019 gennemføres forløbet for alle studerende på jordbrugsuddannelsen. Innovators DNA vil ligeledes indgå som en fast del af de aktiviteter, der udbydes til alle studerende på Erhvervsakademi Aarhus gennem studentervæksthuset GROW.

Download studieplanen for forløbets didaktisk design her.

 

Facilitering som iværksætterkompetence

Det overordnede kompetencemål af Facilitering som iværksætterkompetence er at styrke den studerendes foretagsomhed og iværksætterlyst gennem undervisning i og anvendelsen af relevante faciliterings- og procesværktøjer. Herigennem udvikles og styrkes de studerendes generelle refleksionsevne. 

Via formålet er det målet, at den studerende:

 

  • Bliver bedre til at facilitere
  • Bliver bedre til at indgå i teamprocesser
  • Bliver bedre til at samarbejde
  • Lærer at give hinanden feedback (og forstår begrebet)
  • Kommer til at lære sine medstuderende (og kolleger) hurtigere og bedre at kende – både i en faglig og social kontekst
  • Styrker sin evne til at tænke kreativt og innovativt og dermed styrker sine foretagsomhedsfærdigheder
  • Styrker iværksætterlysten og evnen 

 

Forløbet afholdes på Erhvervsakademi Aarhus’ laborantuddannelsen for ca. 20 studerende i løbet af efterår 2018. Facilitering som iværksætterkompetence vil ligeledes indgå som en fast del af de aktiviteter, der udbydes til alle studerende på Erhvervsakademi Aarhus gennem studentervæksthuset GROW.

Download studieplanen for forløbets didaktisk design her.

 

The Art of Networking

Forløbet kvalificerer de studerende til at se, hvordan deres netværk kan være et aktiv i din faglige fremtid.

Forløbet giver deltagerne personlige og faglige kompetencer til at skabe og anvende netværk målrettet med det mål at skabe en forandring.

Forløbet består af fem workshops på fem uger. Det er en forudsætning for deltagelse er, at deltagerne har arbejdet med en konkret problemstilling eller udfordring. Det kan eksempelvis være implementering af nye arbejdsgange eller det at markedsføre sig selv i forbindelse med praktikforløb mm.

 

Download studieplanen for forløbets didaktisk design her.

Det kræver log in til projektwebsted. Hvis du ikke har projektlog in, skriv til antd@via.dk.

Projekt Entreprenørskab i uddannelserne er finansieret af EU’s Socialfond, Region Midtjylland og Herning-, Holstebro-, Horsens-, Randers-, Silkeborg-, Viborg- og Aarhus Kommune.