26 jun 2018

Flot pris til danske studerende ved EM i Entreprenørskab I sidste uge blev det europæiske mesterskab i Entreprenørskab – European Enterprise Challenge 2018 afholdt i Riga. Kale Nyabo, fire studerende fra Erhvervsakademi Aarhus, vandt en eftertragtet e-handelspris.

De var taget hele vejen fra Aarhus til Riga for at deltage i EM i Entreprenørskab – JA Enterprise Challenge. Det var studerende fra 15 øvrige europæiske lande også, og selvom Kale Nyabo ikke løb med mesterskabsguldet, vandt det danske team den flotte e-handelspris; en Visa Digital Commerce Everywhere Award.

 

Med prisen følger en tur til London, hvor teamet vil få værdifuld rådgivning fra Visa.

 

Socialøkonomisk virksomhed tiltrak opmærksomhed

Det danske team Kale Nyabo har fået ideen til en virksomhed, der hjælper enlige mødre og børn i Uganda til et bedre liv. Ved online salg af håndlavede accessoires, som mødrene har lavet, er Kale Nyabo med til at sikre enlige mødre i det centralafrikanske land en stabil indkomst. Den idé var årets dommerpanel så imponeret af, fordi den skaber værdi på flere niveauer, at de tildelte Kale Nyabo den eftertragtede e-handelspris.

 

- Det betyder meget for os at vinde en Visa Digital Commerce Everywhere Award. Det kom meget bag på os, da vi ikke så os selv som oplagte vindere af prisen. Konkurrencen var rigtig hård – det er jo de dygtigste nationale vindere fra hele Europa, vi dystede imod. Vi er stolte og utroligt spændte på fremtiden, lyder det fra en glad Nicki Grønkjær Jensen fra Kale Nyabo.

 

Kale Nyabo består derudover af Soraya Zieren, Florentina Ceapa og Andrei Toth. Hele teamet læser til daglig på 2. semester på professionsbacheloruddannelsen i innovation og entreprenørskab på Erhvervsakademi Aarhus.

 

Det er første gang at Danmark sender et internationalt team og en socialøkonomisk virksomhed af sted til det europæiske mesterskab.

 

Baggrund for mesterskabet

European Enterprise Challenge er arrangeret af JA Europe og er en konkurrence for studerende på universiteter og korte og mellemlange videregående uddannelser fra hele Europa. De har alle deltaget i iværksætterforløbet Start Up Programme, som har til formål at motivere studerende til arbejde entreprenant, udvikle deres personlige kompetencer og forståelse af en forretningsmæssig udnyttelse af kreative ideer. Over 14.000 studerende har deltaget i løbet af året, og 16 hold havde kvalificeret sig til EM.

 

Fonden for Entreprenørskab er dansk medlem af JA Europe, og står bag Start Up Programme og DM i Entreprenørskab i Danmark.

 

Læs mere om konkurrencen her.

Læs mere om særprisen her: Visa Digital Commerce Everywhere Award her.